Et pottemål
På Marevadgård i Klemensker havde de i gamle dage et lerkrus, hvori der gik en pot, som folkene plejede at drikke af.

Engang de sad ved aftensbordet og spiste deres aftensmad, sagde husbonden at i det krus gik der 1½ pot. Det ville forkarlen ikke tro, hvorfor det kom til et væddemål. Husbonden gik så efter en pot ærter, og de blev enige om at der var en pot i kruset. 

Så tog husbonden en halv pot vand og hældte på ærterne i kruset, og det passede lige bestemt, kruset blev fyldt til kanten. Altså havde forkarlen tabt. Drikkekruset blev stående på bordet natten over, og da folkene kom ind i stuen om morgenen og skulle spise frokost, havde ærterne kjævnet ud og sprængt kruset, så det lå i to stykker på bordet.