Tærskning i 1930'erne

Charlottenlund
Peter Munch, Klemensker, tidligere ejer af ejendommen Charlottenlund, har skænket arkivet dette billede, der fortæller om tærskning på ejendommen i 1930érne.

Peter Munch huskede ikke navnet på traktorføreren til venstre i billedet, men ellers de fleste af de øvrige personer.

Foran tærskeværket ses fra venstre Hans Peter Munch, Charlottenlunds daværende ejer og far til Peter Munch, dernæst 2 personer (navne ukendt), der passede sækkene, der fyldtes med det tærskede korn.

Sækkene blev hevet op på en såkaldt grisekasse (ved siden af) for derved lettere at kunne blive taget på ryggen og båret ind under tag. Peter Munch står oven på grisekassen.

Videre ses på siden af tærskeværket 2 mænd med Peter Munch´s søster Karen Munch imellem sig. Deres navne er ukendt, men måske kendt af andre. Mændene passede sækkene, der fyldtes med avner, som senere blev bragt i hus, bl.a. også af Peter Munch.

Kun manden bag Karen Munch kendes navnet på, nemlig Johannes Ipsen. På transportbåndet med halmballer ses Kristian Rasmussen.

Oppe i hæsset står Karl Munch, bror til Peter og Karen Munch, og langer neg ned til 3 mænd (navne ukendt), som dels fungerede som bånd opskærere, og dels sørgede for at få vendt negene med kornet nedad, så ilæggeren kunne få det placeret rigtigt til tærskningen.