Grisen kommer på rulleskøjter

Meldingen, der adviserede den danske modstandsbevægelse om Shellhuset, den københavnske gestapo-borgs tilintetgørelse, den 21. marts 1945.

Krigens glæde og krigens sorg kom til København den 21. marts for 15 år siden. Shell-huset var således krigens glæde, men samtidig indtraf også krigens sorg, idet samtidig med bombardementet på den berygtede Gestapo-borg fandt tragedien i den franske skole på Frederiksberg sted. Ikke alene skolen, men også kvarteret i nærheden, Amicivej og Maglekildevej blev ramt af både spræng- og brandbomber.

På skolen blev mange børn dræbt ved selve eksplosionen, og et stort antal indespærrede omkom ligeledes i den indespærrede bygning. Der var i alt 450 børn på skolen, og ca. 150 af disse blev enten dræbt straks eller indespærrede, men det lykkedes at få en del ud. I alt omkom 87 børn og 28 voksne ved denne katastrofe. Ved redningsarbejdet udførtes et glimrende arbejde af nonnerne, af forældre til børnene og af tilfældige folk, der kom forbi.

København og dermed det danske folk fik den dag et uforglemmeligt forhåndsindtryk af luftkrigens vedderstyggelighed og uhygge, da en del at den dødbringende bombelast bragte uslettelige spor. Mindet om de mange uskyldige børns død vil for bestandigt fordunkle glæden over Gestapo-borgens endeligt.

Førstehåndsindtrykket
Det var den 21. marts 1945 ved 11-tiden. Jeg sad og skrev på min skrivemaskine ude i en ”hemmelig” lejlighed på Nørrebro. I stuen, hvor jeg befandt mig, havde jeg på grund af fjerdesalen en glimrende udsigt over Nørrebro kvarteret og Københavns centrum, alt var stille og tyst. Foråret havde meldt sin ankomst med milde klare solstråler. Det var ligesom om sindet ventede på lysning efter den lange mørke vinter, som tyskerne havde formørket for os.

Jeg sad fordybet i noget skriftligt arbejde. Natten til den 21. marts havde været temmelig uroligt, fordi der på 2. salen boede en hipomand, som havde haft kalas hele natten, og for de mennesker, der har oplevet disse banditters opførsel under deres rus-festligheder, vil endnu kunne erindre uartikulerende hyl og drukken skrål til langt hen på morgenstunden.

Når disse fridage indfandt sig med mellemrum, skulle tiden benyttes til fest, der antog dimensioner af uhyggelighed. Det var som sagt herrefolket, der regerede, og de skulle nok bestemme, hvordan den kommende verden skulle regeres. Men derfor var vi andre ikke så lidt ængstelige, når ens vært pludselig hen på natten kom ind og vækkede én, medens der samtidig blev gjort opmærksom på, at hele gården var fuld af hipoer og deres håndlangere, så var det vist bedre at få tøjet på i hastværk og forsvinde over bygningens loft, hvorfra der var forbindelse med 20 andre nedgange.

I et øjebliks tankeeksperiment var mine tanker langt borte hos dem, der var i koncentrationslejrene, hos dem der blev skudt og døde, og hos dem der blev mishandlede af tyskerne. Den svenske radio og den danske i England holdt os orienterede. Nogle dage forinden havde disse kilder meddelt om, at 11 danske patrioter var blevet skudt i Shell-husets kældre. Udsigterne var mørke.

Shell-huset
På hjørnet af Vester Farimagsgade og Kampmannsgade ligger et gråt ensformigt bygningskompleks, hvis tilstedeværelse under krigen fik det mest uhyggeligste skudsmål, som den gang kunne sammenlignes med en berygtet koncentrationslejr. Befolkningen landet over frygtede dette hus, fordi man vidste, at hvis man kom indenfor dette hus mure, så kendte man ikke sin skæbne.

Utallige eksempler kan tale om, hvordan danske patrioter på grund af nedrig stikkervirksomhed i nattens mulm og mørke blev ført til dette hus, hvor umenneskelige gerninger i forbindelse med afhøringer er foretaget. Tyskerne og deres håndlangere benyttede i de sidste år af den umenneskelige krig denne bygning som hovedkvarter. Her samlede man materialet mod vore landsmænd.

Det vældige apparat var efterhånden en frygtelig trussel mod den danske befolkning og ikke mindst den danske modstandsbevægelse. Ganske vist var der meget, Gestapo ikke anede, hvilket i høj grad kommer for dagen ved gennemlæsning af Gestapo-agenternes rapporter, der rummer gale oplysningerog mangelfulde konklutioner om rigtige iagttagelser, men det lod sig ikke nægte at grumme mange, særdeles vigtige oplysninger var nået fem til dette edderkoppespinds centrum.

Således vidste Gestapo, i krigens sidste år, god besked med alle frihedsrådets medlemmes navne og dæknavne, og flere gange var tyskerne nået meget nær ind til kærnen af modstandsbevægelsen, og der var øjeblikke hvor det så meget mørkt ud.

Et af de alvorligste slag var, da frihedsrådets førende ånd, Mogens Fog, blev arresteret den 14. oktober 1944, sammen med flere fremtrædende folk af modstandsbevægelsen. Situationen var særdeles alvorlig, da Gestapo i efteråret 1944, gennem stikkere kom på sporet af Københavns ledelsen. Endnu i marts 1945 ville det sikkert have været muligt at ramme modstands bevægelsens hoved, hvis tyskerne havde villet og kunne sætte en stor Gestapo styrke ind derpå.

Det havde de dog ikke kraft til på dette tidspunkt, men det kunne være gået meget galt, hvis tyskerne havde haft held til at gennemføre den store "durchkæmmungaktion", der, efter ønske fra Berlin, blev forberedt af general Pancke i marts 1945, lidet anende at hans samtaler herom med Berlin blev aflyttet af frihedsbevægelsens folk. Royal Air Force's angreb på Shell-huset den 21, marts forhindrede udførelsen deraf, ligesom angrebene på Gestapos hovedkvarterer i Odense, den 17. april 1944 og Århus 31. oktober 1944 bragte de fynske og jydske modstands styrker en hårdt tiltrængt hjælp.

Angrebet på Shellhuset
Ude i horisonten kom pludselig en stor bombemaskine til syne i forbavsende lav højde, og inden den var forsvundet ud af synsfeltet, passerede i samme nu, forbi mine vinduer, nogle Mosquito bombere. Målløs sagde jeg til mig selv: Det er englænderne: Og hvad skete der så? Tre eskadriller af engelske Mosquito bombere, under eskorte af Spitfire jagere var lidt over kl. 11,00 fløjet overraskende ned over København, så overrumplende at tyskerne ikke havde fået givet luftværns varsel, og ikke havde fået givet deres luftværnsskyts sat i funktion med det samme.

Maskinerne i første eskadrille styrede lige mod Shell-huset, der fik seks fuldtræffere i bygningens midterste etage, og umiddelbart efter kom anden bølge, der ligeledes fik sine bomber rigtigt anbragt. Tredie bølge tog imidlertid fejl. Årsagen var den, at den sidste maskine i anden bølge led havari, fordi den fløj mod en lysmast på jernbane terrænet og styrede lige ved siden af den franske skole i Frederiksberg Alle'. Den efterfølgende bølge troede, at der var kastet bomber mod skolen og gav ligeledes los på sine bomber, og det blev desværre fuldtræffere på skolen.

Tyskernes adfærd
Tyskerne i og omkring Shell-huset blev grebet af panik og styrtede i kældere og beskyttelsesrum, medens de lod fanger være fanger. Mange af de danske fanger slap bort. De der var i forhør, gik ganske simpelt deres vej, medens de der sad som gidsler i øverste etage i den ene fløj, blev befriet af daværende overbetjent Lyst Hansen, der slog sin dør ud med en skammel og derefter tog nøgler til cellerne fra en rystende vagtpost og låsede en række meget betydende fanger ud.

Blandt dem der således slap ud, var professor Mogens Fog, redaktør Åge School, professor Brandt Rehberg, oberstløjtnant Tiemroth og en række andre, der alle havde ledende stillinger i frihedsbevægelsen. Alle fangerne i sydfløjen slap bort, men fra vestfløjen slap kun to fanger fri, nemlig folketingsmand Poul Sørensen og repræsentant Poul Bruhn, der slap bort fra cellen og sprang ned fra fjerde sal. Poul Sørensen blev ved denne lejlighed meget alvorligt kvæstet, men genvandt senere sin fulde førlighed. Da luftalarmen var afblæst, havde tyske soldater og hipoer allerede afspærret kvarteret omkring Shell-huset og skyd rasende hver gang de blev bange.

Tyskernes tab ved bombardementet var meget store. De blev opgjort til over 100 tyskere eller danske i tysk tjeneste, og den allerede planlagte storrazzia fra tyskernes side måtte opgives.

14. marts 1960
Eyvind L. Lind.