Kirken
Sct. Clemens Kirke blev oprindeligt bygget i 11-1200-tallet.
Den er viet til de søfarendes helgen, Sct. Clemens, og i en skrivelse 1335 nævnes den som beate clemensis parrochia.
Besøg kirken her.
Eneste fotografi af den gamle middelalder kirke i Klemensker.
Foto: Heinrich Herman Borby, født i Preussen ca. 1820.
På kirkebakken er der et kildevæld, ligesom på flere af bakkerne der omkring, og rundt om lå sandsynligvis fra oldtiden en bebyggelse, som senere flyttede ud i sognet, som en ring af store gårde rundt om kirken. (Se særlig tekst om arkæologi i Klemensker)
Ifølge et gammelt sagn boede de underjordiske på bakken, som vist nok tilhørte Bjørnegård, så da kirken blev bygget, måtte de flytte ned til gården, hvor de huserede hver juleaften i mange, mange år. Men en dag fik gården besøg af en omrejsende bjørnetrækker, og det store dyr gjorde de små underjordsfolk så bange, at de forsvandt. Det gav gården dens navn, og efter den har andre steder fået bjørnenavne.
Middelalder-kirken bestod af apsis, kor, skib og tårn, som dog blev revet næsten ned i 1798, så der kun stod en rest tilbage i højde med skibet. Skibet var dækket af to stjernehvælvinger, som ikke kendes fra andre kirker på øen. På sydsiden var et våbenhus fra senmiddelalderen, og på sydsiden af kirkegården et klokketårn af bornholmsk type med kampesten for neden og bindingsværk for oven.
I løbet af 1800-tallet blev kirken for lille. Det nævnes, at der kunne komme 400-500 mennesker til en almindelig gudstjeneste. Mange søndage var der så fuldt, ”at kirkegængerne måtte løfte armene i vejret, for at præsten kunne bane sig vej fra alteret til prædikestolen”.
I mange år talte man om at bygge en større kirke, men der kom først skred i planerne, da Frantz Sodemann blev præst i 1875, og i 1881 besluttede han og menighedsrådet at rive den gamle kirke ned, sammen med klokketårnet. En del gamle kalkmalerier blev fotograferet, før de blev fjernet. Allerede i 1746 var forsvundet en del interessante kalkmalerier og anden udsmykning.
Under koret var en krypt til begravelse af adelige embedsmænd og ejere af Simblegård, senest i 1673. En stor del af det gamle inventar er nu på Bornholms Museum.
Den nye kirke blev bygget efter tegning af arkitekt L.H.Knudsen, der havde tegnet Stefanskirken i København. Klemens Kirke kaldes Danmarks måske største landkirke: 32 meter lang og 12 meter bred, med plads til 1000 mennesker – en stor kirke til de dengang måske 2000 indbyggere i sognet. Kirken blev indviet 3. december 1882, af Sodemann, der det år var blevet provst.
Provst Sodemann var da 50 år, en meget myndig herre, som i de følgende år stod for store nedrivninger og nybyggerier af kirker på øen: Fem nye kirker, et klokketårn og 7-8 stærkt renoverede kirker blev det til, inden han gik af i 1904.
Klemens Kirke blev restaureret i 1960, under ledelse af arkitekt Rolf Graae.
Udenfor kirken i hjørnerne mellem skib og kor står tre runesten fra 1000-1100-årene og en yngre kristen gravsten. Ved den nordre kirkegårdslåge sidder stykkerne af tre runesten, fundet ved nedrivningen af kirken eller ved præstegården. (Se særlige tekster om runestenene).
Kirkegården med de mange terrasser blev anlagt 1737-38. På en terrasse ved vestlågen er flere store gamle gravsten, som er lagt dér i forbindelse med kirkens nybyggeri.
Den store smedejernslåge i vest bruges ikke meget i dag, fordi den vender ud til den lille skov ned mod Simblegårdsvejen.
I skovbunden kan man stadig se en afsats, hvor den gamle landevej gik. Den store låge viser, at det var en vigtig indgang til kirken i gamle dage. Indtil 1860-erne kunne man nemlig køre på alle sider af kirkegården, så hele vejen rundt i muren om kirkegården har der været binderinge til heste. Nu er der 102 ringe tilbage, de fleste sidder parvist, med en god meters afstand, passende til et hestespand for en vogn. Det er det største antal binderinge i en bornholmsk kirkegårdsmur.